Mattis bor sammen med sin søster Hege ude i skoven i et lille samfund. Hege strikker for at de kan overleve, Mattis kan ikke rigtig fastholde et job, selv om han prøver. Han er nemlig ikke som folk er flest. Han er en ’tuste’, en tosse, der oplever verden på en intuitiv måde, hvor alting får karakter af hemmelighedsfyldte tegn. 

Sneppetrækket over huset må da være et udtryk for et mirakel. Og sneppen, den skriver breve til ham med næb og klør. Så straks han har tænkt noget, synes han det er sandheden. Han føler sig udvalgt og set og noget bedre end sin søster, der ikke forstår sig på den slags.

Men hvad skal man gøre, når alle omkring en er stærke og kloge og skarpe som rageknive? Spørger Mattis og slås med sine tanker. Han stiller livets store spørgsmål, men ingen hører rigtig efter.

Begyndelsen på enden bliver, da skovhuggeren Jørgen kommer over søen og flytter ind hos Mattis og Hege. Hun er pludselig så glad i ansigtet og sidder og nynner over sine trøjer.